moving minds map

Hjørneøvelse

Hjørneøvelsen er en øvelse, der får mødedeltagerne til at udtrykke deres holdninger til et emne med deres krop. Fordelen er, at de på en meningsfyldt måde får bevæget sig, og at alle bliver tvunget til at tage stilling. Som underviser får du et billede af, hvad alle deltagerne mener og ikke kun de mest snakkesaglige.

Formål

  • Bevægelse
  • Alle tager stilling

Tid Ca. 5-20 minutter

Egner sig bedst til gruppestørrelse: 10 - 100

Sådan gør du:

  • Bed alle komme ud på gulvet.
  • I fire hjørner markeres fire holdningsmæssige yderpunkter i et dilemma. F.eks. kunne det overordnede spørgsmål være: "Hvad er vigtigst for at ændre mødekulturen?" I et hjørne kunne være en seddel, hvor der står: "Deltagerne". I et andet kunne stå: "Mødelederen", i et tredje "De fysiske rammer". Det fjerde hjørne kunne hedde "Andet". Det er godt at lade det sidste hjørne være en åben kategori, så der er plads til helt andre vinkler, end dem du har planlagt.
  • Bed deltagerne beslutte sig for, hvilket hjørne de helst vil stå i. Tæl til tre og bed alle rykke sig samtidigt, så alle tager udgangspunkt i deres egen holdning i stedet for at vente på, hvor de andre stiller sig.
  • Når alle har stillet sig, kan du spørge en eller to i hvert hjørne, hvorfor de har stillet sig der.
  • Der er ikke tale om en diskussion, hvor de andre skal være enige eller uenige, men blot en synliggørelse af forskellige synspunkter.

Tips

  • Sig evt. til deltagerne, at de kan flytte sig, hvis de bliver overbevist af noget, som nogle af de andre siger.
  • Brug evt. øvelsen til at få en åben diskussion efterfølgende.
  • Brug kun øvelsen på reelle dilemmaer. Hvis der kun findes et svar, kan øvelsen i værste fald virke som en metode til at udstille, at nogen er klogere end andre.
  • Lav evt. øvelsen flere gange hurtigt efter hinanden, på forskellige (evt. sjove) emner, før du går til hovedspørgsmålet. På den måde får du varmet dem op til, at "turde" vise deres holdning.

Kilde: Moving Minds

Hentet på: www.movingminds.dk

 

print