Summerunde er en meget enkelt metode til at lade
kursusdeltagerne fordøje et indlæg på. Vi ved, at efter 15
minutters envejskommunikation falder læringskurven drastisk. Ved at
involvere deltagerne med en summerunde kan vi holde dem vågne og på
tæerne.
Når du involverer deltagerne med en summerunde, får du værdifuld
viden og idéer fra deltagerne, som ofte er klogere end de tanker,
du selv har tænkt.
Metoden er især god på møder med mange deltagere, da den sikrer,
at alle bliver aktiveret samtidig.
Formål:
- At få deltagerne til at fordøje et fagligt indlæg, så de lærer
og husker bedre.
- At involvere alle deltagere.
- At få deltagernes refleksioner over et givent emne.
Hvornår: Efter et fagligt indlæg.
Tid: 3-10 minutter
Egner sig bedst til gruppestørrelse: 4-1000
Sådan gør du:
- Efter dit oplæg beder du tilhørerne vende sig mod hinanden og
diskutere, hvad de lige har hørt.
- Giv dem gerne et hjælpespørgsmål, f.eks. "Hvad undrer dig mest
i det, du lige har hørt?" Eller "hvordan påvirker det din
dagligdag?"
- Bed dem tale sammen i 2-3 minutter.
- Spørg derefter om der er nogen, der har lyst til at dele et par
af de ting, de sagde. Pluk 3-4 kommentarer, men sørg for at der
ikke åbner sig en stor diskussion (med mindre det er det, du vil
have ud af øvelsen).
Varianter:
- Bed deltagerne sidde for sig selv i et minuts tid og gøre deres
egne tanker, før de taler med sidemanden.
- Bed deltagerne rejse sig og summe med en tæt på. På den måde
sikrer du, at man ikke summer med den samme hver gang, samtidig med
at du får listet lidt fysisk aktivitet ind i en ellers
stillesiddende session.
Kilde:
Denne øvelse er inspireret af: Elsborg, Steen & Ravn, Ib;
Lærende møder og konferencer i praksis. Peoples´s
Press.
Kilde: Moving Minds
Hentet på: www.movingminds.dk